top of page

BØRN HAR BRUG FOR AT TALE OM EKSISTENTIELLE GRUNDVILKÅR

Skandinavisk Tidsskrift for Teologi og Kirke

Dorte Toudal Viftrup

4. nov. 2026

Denne artikel er en opsummering af et dansk interviewstudie, der har haft til formål at undersøge, hvordan børn i indskolingen sprogligt og relationelt skaber mening om eksistentielle grundvilkår som død, tab og sorg. Studiet tager udgangspunkt i en fænomenologisk-hermeneutisk forskningstilgang og undersøger, hvordan børn artikulerer eksistentielle erfaringer i trygge fællesskaber med andre.

 

Baggrund

Børn i dag vokser op i en globaliseret verden, hvor de gennem medier i stigende grad eksponeres for fortællinger om krig, vold, pandemier og naturkatastrofer. Tidligere forskning peger på, at denne slags erfaringer ofte intensiverer eksistentielle og åndelige refleksioner, også i sekulære samfund.

 

Samtidig ses der en bredere samfundstendens til at lidelse i stigende grad beskrives gennem diagnostiske kategorier. Dette risikerer at sygeliggøre naturlige reaktioner på svære livsoplevelser, og gør at mange børn og voksne mangler et hverdagssprog til at udtrykke eksistentielle erfaringer og livets store spørgsmål. Forskning peger imidlertid på, at børn værdsætter muligheden for at tale om død, tab og sorg, både når de selv er berørt og i hverdagslivet, hvor døden ikke er akut nærværende.

 

Et eksistentielt perspektiv tilbyder et alternativ til denne tendens ved at forstå sorg, tab og død som grundlæggende menneskelige vilkår. Børns erfaringer og udsagn om disse emner kan derfor forstås som meningsskabende praksisser, hvor de gennem sproget forsøger at begribe og håndtere livets grundvilkår.

 

Undersøgelsens metode

Undersøgelsen bygger på 22 fokusgruppeinterviews med i alt 73 børn i alderen 6–9 år fra tre forskellige danske skoler. Interviewene blev gennemført som en del af et undervisningsforløb om sorg og livsmod.

 

Fokusgruppeinterviews gav mulighed for at undersøge, hvordan mening opstår i samspil med andre. I gruppesamtalerne kunne børnene spejle sig i hinandens erfaringer, bygge videre på fortællinger og skabe fælles forståelser af eksistentielle temaer.

 

Resultater

Undersøgelsens analyse viste, at børn aktivt artikulerer eksistentielle erfaringer, når de befinder sig i trygge og dialogiske fællesskaber, hvor sproget udvikles i resonans med andre.

 

Desuden identificerede analysen fem gennemgående temaer:

1.     Åbenhed og tillid i deling

2.     Følelser og sårbarhed

3.     Bekymringer og frygt

4.     Kreativitet og fælles forestillinger

5.     Behov for samtale om livets svære vilkår

 

Trygge fællesskaber

At dele en betydningsfuld erfaring i en gruppe forudsætter en grundlæggende tillid. Det er en sårbar og tillidsfuld sproglig ytring, som kan bruges for at forsøge at skabe mening gennem fællesskabet.

 

Et gennemgående fund var, at børnene viste stor åbenhed i samtalen om sorg, sygdom, tab og død. Når de oplevede et trygt og tillidsfuldt rum, delte de personlige erfaringer og reagerede ofte med genkendelse på hinandens fortællinger. På den måde opstod en fælles meningsskabelse, hvor børnene kunne spejle sig i hinanden og udvikle sprog for deres erfaringer.

 

Børn vil gerne tale om svære følelser

Flere børn fra undersøgelsen peger på, at det at tale om følelser ikke er en selvfølgelighed. Én af børnene fortæller: ”Jeg krammer mine bamser. Eller jeg kigger på det billede jeg har.” Eksemplet illustrerer, at børn ikke kun udtrykker sårbarhed verbalt men også kropsligt og symbolsk. Når de i gruppen sprogligt deler denne type erfaringer som udtryk for sårbarhed, så sker der en fælles meningsskabelse mellem børnene. De spejler hinandens sårbarhed, og når én siger noget svært, følger andre med.

 

Studiet viser, at børn ikke kun ønsker at udtrykke deres følelser, men også ønsker at blive mødt i dem. De fælles samtaler gav mulighed for, at følelser kunne deles, genkendes og forstås.

 

Bekymringer og frygt

Børnene fortalte om tilbagevendende bekymringer for, at de selv eller deres nærmeste kunne blive syge eller dø. For flere fyldte disse tanker særligt om aftenen, hvor de var alene med deres tanker.

 

Samtidig viste studiet, at børn ikke altid deler disse tanker med voksne. Nogle undlod bevidst at fortælle om deres bekymringer, fordi de var bange for at gøre deres forældre kede af det. Alligevel er de åbne for at fortælle om deres eksistentielle bekymringer, hvis de mødes med åbenhed, og sammen med andre kan udtrykke og forholde sig til disse. 

 

Kreativitet som et centralt redskab

Når børnene talte om døden, brugte de ofte fantasifulde forestillinger til at gøre det ubegribelige mere forståeligt. De beskrev eksempelvis efterlivet som et sted, hvor man bliver til en stjerne, bor i en ”himmelby” eller kan møde afdøde familiemedlemmer igen.

 

Børnene byggede videre på hinandens fortællinger – en form for fælles meningsskabelse, hvor kreativitet og forestillingsevne hjælper børnene med at håndtere eksistentielle spørgsmål. 

 

Behovet for samtale

Undersøgelsens sidste tema handlede om børnenes behov for at tale om sorg, tab og død, og at samtalen i sig selv havde en eksistentiel betydning for dem. Flere børn gav direkte udtryk for, at de har et behov for samtaler med andre om eksistentielle emner.

 

Samtidig oplevede flere børn, at voksne nogle gange afledte eller lukkede disse samtaler, mens samtaler med jævnaldrende gjorde det lettere at dele bekymringer. 

 

Hvad betyder det?

Samlet bidrager dette studie til en nuanceret forståelse af børns eksistentielle orientering og viser, hvordan fælles sproglige praksisser kan styrke børns evne til at håndtere og begribe tab, sorg og dødelighed.

 

Studiet peger på, at børn rummer betydelige eksistentielle og sproglige kompetencer og behov. Når de får mulighed for at indgå i trygge og dialogiske fællesskaber, kan de forholde sig nuanceret til emner om død, tab og sorg gennem egne erfaringer, følelser, fælles refleksioner og fantasifulde forestillinger. Samtidig peger forskerne på, at børn ofte savner voksne, der understøtter denne udforskning. Artiklen fremhæver derfor værdien af at skabe flere rum for eksistentielle samtaler i børns hverdagsliv.

 

Der er desuden et pædagogisk og sundhedsfagligt potentiale i at normalisere eksistentielle samtaler i børns hverdagsliv og i at træne fagprofessionelle i at lytte åbent og understøtte børns sproglige udforskning af svære temaer.

bottom of page